'Non-Violence' - Carl Fredrik Reuterswärd 1985, udstillet bl.a. i New York(den er udstillet flere steder).
Den er også kendt som 'the knotted gun'. Det er en figurativ skulptur som er lavet i bronze. Den er lavet efter mordene på John Lennon og Bob Crane, og er siden 1993 et symbol på 'The Non-Violence Project'. Den er meget statisk og virker tung. Overfladestruktureringen virker hård/kold, og man får ikke umiddelbart lyst til at røre ved den, den virker ikke tiltrækkende. Til gengæld er dens udtryk meget tydeligt. Jeg kan ikke finde nogle præcise mål, men det er tydeligt at den er meget stor(skala), og det gør, at den bliver et meget magtfuldt kunstværk, da man ikke kan ignorere den. Understøttelsesfladen er af lyse fliser/beton, hvilket gør at værket virkelig kommer til sin ret, da det farverne står i kontrast.
Udstillet ved Langelinie i København, og byder rejsende velkommen. Baseret på H.C Andersens eventyr 'Den lille havfrue'. Udført i 1913 og er støbt i Bronze. Understøttelsesfladen er store sten, som giver det udtryk, at hun sidder på en sten ved havet og kigger ud. Det gør at hun ser mere 'rigtig' ud, i forhold til hvis hun sad på en flad sten, som var blevet produceret til formålet. Hun er 1,25 m. høj(skala), og overfladestruktureringen er glat, hvilket gør man bliver tiltrukket til at røre ved hende. Hun ser næsten blød ud. Hun fylder ikke meget i 'rummet', da hun står ud til vandet, så hun har ikke en særlig stor volumen. Farvemæssigt går hun også lidt i et med stenene, men det at hun står højere oppe, og ser udover vandet, gør at man alligevel lægger mærke til hende. Hendes kropsprog er afventede og hun kigger ud på vandet, hvilket giver den betydning, at man tror hun venter på nogen.
'HAN' af Elmgren og Dragset i 2012. Udstillet ved Kronborg slot i Helsingør.
'HAN' er en figurativ skulptur, der refererer til mennesket og til 'den lille havfrue' i København. Overfladestruktureringen er blankpoleret stål, som giver skulpturen et nyt og moderne udtryk i forhold til ældre materialer som bronze. Materialet giver skulpturen rytme og dynamik, pga. de mange vinkler og spejlinger. Publikum bliver spejlet i det blankpoleret stål, i forvrængede billeder som ændre sig alt efter synsvinkel - derfor ser man altså også sig selv når man betragter 'HAN'. En gang imellem blinker han, hvis man ser på ham længe nok og fra den rette vinkel. Det udfordrer vores måde at se på kunst på, da man ikke ser det hvis man haster forbi. Han er ikke på en sokkel, men understøttelsesfladen er derimod 'bare' de fliser som der er på havnen. Det gør at skulpturen ikke står højt oppe, og dermed virker den mere tilgængelig for tilskuere.
