søndag den 18. december 2016

ARoS






Lidt blandede billede fra vores tur til ARoS, af de værker som gjorde mest indtryk på mig. Vi havde hver lavet et oplæg hjemmefra om et værk/tid/udstilling. Jeg havde udstillingen 'Textures of Life' af Joana Vasconcelos. Jeg var fuldstændig forblændet af udstillingen, og det var helt klart min favorit på hele ARoS. Jeg elsker installationskunst, især når det har noget samfundsvidenskabeligt indenover. Jeg blev fascineret af hendes utraditionelle materialer, alle de smukke farver og hvor overvældende udstillingen var. 

Jeg ville ønske vi havde brugt hele dagen på ARoS, da vi ikke nåede igennem det hele. Det var enormt interessant at være der pga. de forskellige oplæg og Hannes viden om kunst. Det gjorde hele oplevelsen meget lærerig, og jeg blev enormt nysgerrig på det hele. Det var fedt at Hanne kunne svare på ting, som vi ikke helt selv kunne greje - det gjorde oplevelsen 100 gange bedre. 


Jeg føler jeg lærte enormt meget af vores tur på ARoS. Jeg lærte meget om de forskellige perioder, og hvorfor kunstnerne udtrykte sig som de gjorde, på lige præcis den tid. 


Mit oplæg



Hvem :
Joana Vasconcelos er en portugisisk kunstner, som lige nu er aktuel på Aros med udstillingen ‘Textures of life’, som er en installation lavet af tekstil. Til daglig arbejder hun i Lissabon i Portugal, hvor hun har et værksted med 50 ansatte. Det er alt fra smede til syersker der er ansat. Hun er født i 1971 i Paris, og slog igennem i venedig i 2011. Hun er nu den helt store stjerne indenfor kunst i Portugal, og er meget anerkendt international.

Hvordan :
Joana Vasconcelos bruger mange gammeldags metoder, som f.eks. hækling, broderi og perledekoration. Hendes materialer er ting fra hverdagen, og kan være alt fra tamponer til strygejern ;

“I mangel på anerkendelse i det offentlige fik kvinderne et talerør i de hjemlige sysler. Håndarbejde fik – paradoksalt nok – stor indflydelse på kvindernes frigørelse. Vasconcelos kombinerer dette historiske tilbageblik med et kritisk blik på samtiden, hvor fordybelse og tidsinvestering i vores omgivelser for længst er overskygget af maskinel masseproduktion, ” Erlend G. Høyersten, direktør på ARoS.
Hun skiller ofte tingene af, især tekstilerne, og sætter dem sammen igen, for at se hvordan de fungerer - hun får inspiration fra selve materialerne, til hendes endelige værk.
Hun har fokus på kønsroller i sine værker, hvor hun med humor og hverdagsobjekter tydeliggøre stereotype kønsroller i hverdagen. Andre værker har fokus på identitet, samfundet og forbrugskultur.

Hendes værker er socialrealisme(kunst der beder beskueren om at tage stilling - ofte til noget i samfundet. Sås for første gang i 1930’erne). Hun er elsket for hendes umiddelbarhed, og hendes måde at få hverdagsting til at se smukke ud. Hendes værker er overvældende, og skaber et universelt sprog på tværs af lande, kultur og religioner.

Textures of life :

Textures of life er en soloudstilling som indeholder 17 installationer, som er lavet i 1996 til 2016, nogle af værkerne har været til udstilling i Versailles i Frankrig i 2012, et af værkerne er lavet specifikt til Aros. Som førnævnt er værkerne lavet af hverdagsting, og har bl.a. fokus på kønsroller i hverdagen, som kunstneren med humor og kritik beder beskueren tage stilling til. Hver eneste værk er inde i en søjle lavet af tekstil. For at komme ind og se det enkelte værk, skal man derfor snige sig igennem en mindre åbning i tekstilsøjlen. Værkerne er overvældende både i fysik og ift. ens sanser, hvilket gør at de er svære at ignorere. Derfor er Joanas kunst så magtfuld, da det tvinger os til at stoppe op og kigge på kunstværket - samt tage stilling til det, som hun havde på hjerte da hun lavede værket.

Valkyrie Rán(en af de 17 installationer) :

Valkyrie Rán er skabt specifikt til Aros og er en kæmpe installation der er 50 meter lang og bugter sig i hele bygningen. Joana har arbejdet på værket siden 2004. Udstillingen er inspireret af Nordisk Mytologi. Ifølge Nordisk mytologi var valkyrierne en gruppe af feminine magter, som blev associeret med krig og død, da de bestemte hvilke krigere der skulle dø på slagmarken.